Børnekultur – hvorfor nu det? Jan Kampmann (forsker – barndom) Tilsyneladende et enkelt spørgsmål, som det burde være let at svare på. Børnekultur i egen ret og som selvstændigt område begyndte vel at aftegne sig mere og mere tydeligt fra slutningen af 60’erne og op igennem 70’erne. Det var i en periode hvor politiske og ideologiske strømninger dels bidrog til at synliggøre områder og sociale grupper i samfundet, som hidtil havde været overset og marginaliseret, dels var optaget af at finde det betydningsfulde i de tilsyneladende små eller banale hverdagslivssammenhænge – ”den store historie i den lille fortælling”, dels insisterede på princippet om selvforvaltning, som på den tid mest af alt signalerede kravet om at skabe ret til og mulighed for inddragelse i beslutningsprocesser og aktiv deltagelse i forhold der vedrørte ens eget liv uanset samfundsmæssig position. Udover at de skabte fornyet interesse for ”den lille mand”, arbejderkultur, de psykisk syge, senere etniske minoriteter, osv., kom det vel nok – i hvert fald i en dansk og formentlig generelt nordisk sammenhæng – mest tydeligt til udtryk i kvindebevægelsens og feminismens krav om viden om, for og med kvinder. Børn og børnekultur blev på samme måde identificeret som et negligeret og usynliggjort område, som det var vigtigt at investere energi i med henblik på at tildele det betydning og status. Både af hensyn til børnene selv og i forhold til de voksne som beskæftigede sig med dette område. Med sloganet om børnekultur for, med og af børn var beslægtetheden med feminismens slagord tydelig. Ikke mindst det lille af viste med al tydelighed den væsentlige intention om at inddrage børn som ikke blot passive modtagere og kulturkonsumenter, men tillige som aktive deltagere og kulturproducenter. Denne i sidste ende hverdagspolitiske dagsorden – det personlige er politisk, det politiske er personligt – kan for mig at se stadig i dag udgøre en slags basal begrundelse for hvorfor børnekultur i et samfundsmæssigt perspektiv er et vigtigt anliggende. Ikke mindst fordi det til stadighed er truet af negligering som værende ubetydeligt i den store samfundsmæssige sammenhæng eller bliver reduceret til en finkulturel udtryksform hvor børnenes egne interesser og deltagelsesdimension glemmes til fordel for intentionen om den ”rette” kulturoverførsel, jf. ”Kulturkanon” og andre retraditionaliseringsbestræbelser. Imidlertid siger dette jo ikke nødvendigvis så meget om hvorfor jeg finder det væsentligt og interessant at beskæftige mig med børnekultur. På den ene side er jeg en del af den føromtalte politiske og ideologiske strømning, og det kunne vel umiddelbart begrunde min optagethed af området. På den anden side kunne jeg som universitetsansat forsker med lige så stor selvfølgelighed have kastet mig over andre og mindst lige så betydningsfulde – og givetvis mere prestigefyldte – forskningsområder. Og det er her besvarelsen af spørgsmålet bliver mere kompliceret. For hvorfor valgte jeg rent faktisk barndoms- og børnekulturforskning som det område jeg nu har beskæftiget mig med i ca. 30 år? Indgangen for mig var helt sikkert snarere børn end kultur. Konkret var det givetvis en del års arbejde i en vuggestue, der åbnede for min interesse og nysgerrighed i området. Børnenes sanselige og ligefremme måde ikke blot at reagere men i høj grad også agere fascinerede mig dybt – hvilket det stadig gør. I dette ligger ikke et forsøg på at fremskrive børn som særlige væsener – en egen ”stamme” – vi som voksne bør skærme, hylde eller på anden vis eksoticere. Fascinationen handler måske snarere om at jeg via børn får åbnet for en undring over hvad det er for sanseligheder vi som voksne har aflært eller fortrængt. At beskæftige sig med børn og deres indtryks- og udtryksformer handler således for mig ikke alene om en interesse i børn i egen ret, men nok så meget om et kritisk afsæt for at stille spørgsmålstegn ved de for former for civilisering og rationalisering af vores tilværelse, som vi alle – ikke alene børnene – udsættes for og underlægges. Børnene bliver på den måde en prisme hvorigennem en bredere civilisationskritik kan gives liv og konkret næring. Når dette for mig så igennem de senere årtier har været forbundet med kultur er det fordi jeg primært er optaget af børnekultur i et hverdagslivsperspektiv. Børnekultur er i denne optik ikke alene noget der produceres og fremvises af voksne for børn i mere eller mindre fastlagte udtryks- og kulturformer eller kunstarter, men nok så meget noget børn skaber med hinanden – og med de voksne - i deres almindelige hverdagsliv. Min optagethed af børnekultur er således et udtryk for en nysgerrighed i forhold til hvordan det i de daglige interaktioner lykkes for børn at skabe og orientere sig efter en kulturel orden, der fx muliggør at de kan etablere det vi vanligvis blot kalder leg, hvor der i processen skal forhandles om roller, koreografi og handlingsforløb, og hvor de ustandselig skifter mellem replikker, regibemærkninger og sufflørbidrag uden at legen eller deres samvær bryder sammen. Et sådan legekulturelt rum er samtidig ramme for bestandige bestræbelser på at placere sig og finde sin position i det sociale børnelandskab, som det er afgørende at føle sig som inddraget og deltager i. Dette hverdagsdrama er en af de væsentlige komponenter i børnekulturen som levet hverdagsliv. Det er netop her vi kan se ansatserne til synliggørelsen af børn som aktører i deres eget liv, af betydningen af den lille historie som del af den store historie og af børns selvforvaltning i form af inddragelse og aktiv deltagelse i beslutninger og udførelser der er af betydning for dem selv her og nu. Det er dette hverdagsdrama der til stadighed kan fascinere mig, vække min nysgerrighed og føle mig privilegeret når jeg får lov til som tilskuer at overvære det. Og det er dette hverdagsdrama der også kan levere næringen til den mere formaliserede børnekultur nogle voksne forsøger at skabe om, med og for børn! URL til dette bidraget: http://www.kunstløftet.no/kunnskapsbasen/beth09/j_kampmann.php

Kunnskapsbasen Kunstløftet innhenter og produserer materiale som kan belyse, skape interesse for, og anerkjennelse av kunst for barn og ungdom. kunnskapsbasen >>